Administrér din data
Find tips og tricks samt beskrivelser til at håndtere data, du sender til beløbsmodtagere
Individuel tekst per beløbsoverførsel
Det er muligt at sende en individuel tekst på op til 20 tegn på hver enkelt beløbsoverførsel. Det kan hjælpe beløbsmodtager til at forstå årsagen til den enkelte overførsel. Det kunne f.eks. være ”løn”, ”tilgodehavende” eller beløbsmodtagerens policenummer.
Udbetal via NemKonto
Med Overførselsservice kan dataleverandøren gennemføre udbetalinger til beløbsmodtagers NemKonto. Skal pengene overføres til en privatperson, kan dataleverandøren nøjes med at angive beløbsmodtagerens CPR-nummer. Er der tale om en virksomhed, skal CVR-nummer angives som beløbsmodtager.
Delsystemet i Overførselsservice er OS1. Hvis du også ønsker at sende overførsler direkte til NemKonto, kaldes delsystemet OSN.
Bemærk: Du må KUN anvende delsystem OSN, hvis dine leverancer indeholder NemKonto-baserede overførsler, og når betalingsafsenderen har indgået aftale med Overførselsservice om håndtering af NemKonto-baserede overførsler.
Delsystemer
OS1 er delsystemet for Overførselsservice samt delsystem OSN, hvis du også ønsker at sende NemKonto-baserede overførsler.
Bemærk: Du må KUN anvende delsystem OSN, hvis dine leverancer indeholder NemKontobaserede overførsler og når betalingsafsender har indgået aftale med Overførselsservice om håndtering af NemKontobaserede overførsler.
Hver desuden opmærksom på, at der udelukkende kan laves NemKonto-transaktioner for betalingsafsendere, som har en Overførselsservice-aftale tilknyttet et CVR-nummer.
Hvis en afsender har en aktiv betalingsafsender-aftale i Overførselsservice på et SE-nummer, kan der ikke benyttes NemKonto.
Informationsoverførsler
En Informationsoverførsel via Overførselsservice er den leverance, der indeholder informationer i form af tekst, som betalingsafsender ønsker at videregive til betalingsmodtager.
Betalingsafsender danner informationerne til modtager i henhold til den struktur, modtager har fastlagt og sender data elektronisk til Overførselsservice. I Overførselsservice valideres opbygningen af informationerne. Herefter videresendes informationerne elektronisk til informationsmodtageren.
Nettobeløb bliver via Overførselsservice overført fra betalingsafsenders konto til de enkelte informationsmodtageres konti. Du kan læse mere om informationsoverførsler i vores vejledning.
Overførselskvitteringer
Overførselsservice danner overførselskvitteringer, der dokumenterer, hvor stort et beløb der er sendt til udbetaling via pengeinstitutterne. Kvitteringerne viser også, hvilke udbetalinger der er blevet afvist inden afsendelse til betalingsafsenders pengeinstitut.
Overførselskvitteringerne sendes som en elektronisk leverance til dig som dataleverandør. Ønsker du at modtage en elektronisk kvittering, skal du udfylde en Dataleverandør-aftale og vælge delsystem OSM her.
Er du dataleverandør for flere betalingsafsendere i Overførselsservice, vil du modtage de elektroniske kvitteringer på vegne af alle dine betalingsafsendere. Overførselsservice sender de elektroniske kvitteringer samlet i en leverance til dataleverandøren de bankdage, hvor der er registreret betalinger i Overførselsservice.
Du kan se, hvordan oplysningerne er opbygget under beskrivelse af ‘record’-formater i vores vejledning.
Stamkort med til- og afgangsoplysninger
Er du dataleverandør for flere betalingsafsendere i Overførselsservice, kan du have interesse i at modtage stamdata elektronisk med til- og afgangsoplysninger på betalingsafsendere, som tilknyttes dit dataleverandør-nummer.
Oplysningerne på betalingsafsenders stamdata giver dig mulighed for at registrere, hvornår de er klar til at benytte Overførselsservice.
Overførselsservice sender de elektroniske stamdata samlet i en leverance til dig som dataleverandør de bankdage, hvor der er registreret nye aftaler for betalingsafsendere.
Du kan se, hvordan oplysningerne på stamdata er opbygget under beskrivelse af ‘record’-formater i vores vejledning ‘record’-beskrivelse til- og afgangsoplysninger.
Modtag stamkort elektronisk
Hvis du ønsker at modtage stamdata elektronisk, skal du kontakte kundeservice skriftligt via denne formular.
Delsystemet for Overførselsservice er OS1, men hvis du som dataleverandør ønsker at modtage stamkort elektronisk, skal du have delsystem OS3. Du kan ansøge om nye delsystemer med MitID Erhverv i vores ansøgningsportal.
Dispositionsdato
Dispositionsdatoen i Overførselsservice er den dato, betalingsafsender ønsker, at betalingsmodtager skal have beløbet til disposition på sin bankkonto i et pengeinstitut. Den valgte dispositionsdato skal være minimum én bankdag, efter leverancen bliver sendt til Overførselsservice.
Hvis du som dataleverandør har sendt en leverance/sektion med forkert dispositionsdato til Overførselsservice, og leverancen/sektionen er blevet afvist, kan du selv rette dispositionsdatoen og sende en ny leverance til Overførselsservice.
Du har også mulighed for, efter gældende gebyr, at ændre dispositionsdato ved at kontakte Overførselsservice via vores kontaktformular.
Læs mere om, hvilke oplysninger du skal medsende i kontaktformularens beskedfelt i oversigten til højre.
Krav til indsendte oplysninger
Du skal oplyse følgende i beskedfeltet i kontaktformularen:
• Dataleverandørens CVR-nummer
• Betalingsafsenders CVR-nummer
• Betalingsafsenders registrerings- og kontonummer
• Overførselsart og/eller informationstype
• Dispositionsdato
• Antal overførsler og totalbeløb
• Navn på konsulent, du har talt med
• Dit navn og telefonnummer
Stop af betalinger
Du har mulighed for at bede Overførselsservice om at stoppe en hel eller dele af en leverance, som du har sendt. Det gør du ved at kontakte Overførselsservice på telefonnummer 8081 0708. Kundeservice vil bede dig om at udfylde og indsende kontaktformular
Krav til indsendte oplysninger
Du skal oplyse om følgende i beskedfeltet i kontaktformularen:
• Dataleverandørens CVR-nummer
• Betalingsafsenders CVR-nummer
• Betalingsafsenders registrerings- og kontonummer
• Overførselsart og/eller informationstype
• Dispositionsdato
• Antal overførsler og totalbeløb
• Navn på konsulent, du har talt med
• Dit navn og telefonnummer
Testforløb
Du er velkommen til at gennemføre en test i Overførselsservice, inden du sender din første rigtige leverance. Via testen kan du sikre dig, at dit lønsystem danner korrekte oplysninger til Overførselsservice.
Du har mulighed for at sende testleverancer til Overførselsservice i de to første uger i hver måned efter aftale med Overførselsservice.
VIGTIGT: Inden du kan foretage en test, skal der være oprettet en afsenderaftale med Overførselsservice og en dataleverandør-aftale med delsystem OST.
Sådan forløber en test som oftest
1. Kontakt kundeservice og aftal, hvornår du kan gennemføre en test.
2. Du sender din testleverance til Overførselsservice via HTTPS eller SFTP efter aftale per telefon.
Det er vigtigt, at du benytter særlige testdata i specifikke felter i leverancen, og at mængden af dine testdata ikke overstiger 50 transaktioner. Læs mere her: `Dummy Data` til brug ved test.
3. Overførselsservice danner på baggrund af dine testdata en leverancekvittering og sender den til dig i henhold til Dataleverandør-aftalen.
Når du sender en testleverance til Overførselsservice, skal du benytte særlige testdata. Det er vigtigt, at der ikke benyttes personhenførbare data under testen.
Validering af data og fejlhåndtering
Overførselsservice validerer de indsendte leverancer fra dataleverandøren så tidligt som muligt i processen. Hvis der opdages fejl, kan det medføre afvisning af hele leverancen, enkelte sektioner eller specifikke overførsler.
Dokumentation leveres for gennemførte overførsler på samlet niveau og med deltaljeret information for eventuelle afviste overførsler.
Overordnet kontrol af overførsler
Efter indsendelse af leverance foretager Overførselsservice en overordnet kontrol for hele leverancen. Det kontrolleres:
- At dataleverandøren har en aktiv dataleverandør-aftale, der svarer til leverancens indhold.
- Hvis leverancen kun vedrører kontonummerbaserede overførsler, kontrolleres det, at afsender har en Overførselsservice-aftale, og at dataleverandøren skal have en OS1-aftale.
- Hvis leverancen også indeholder NemKonto-baserede overførsler, kontrolleres det, at afsender har en aftale om NemKonto-baserede udbetalinger, og at dataleverandøren har en OSN-aftale.
- At leverancens startrecord (OS1) er opbygget korrekt og indeholder markering for NemKonto-baserede overførsler, hvis leverancen indeholder sådanne.
- At leverancer beregnet til NemKonto-baserede overførsler indeholder sådanne. Det er ikke tilladt at anvende delsystem OSN, hvis leverancen ikke indeholder NemKonto-baserede overførsler.
Fejl i data
Finder Overførselsservice fejl i forbindelse med den overordnede kontrol af en leverance, bliver hele leverancen afvist.
Dataleverandøren kan kontakte Overførselsservice for at få afklaret fejlen. Bemærk, at dataleverandøren altid får en leverancekvittering tilbage fra Overførselsservice.
Kontrol af enkelte sektioner og transaktioner
Dernæst foretages en kontrol af de enkelte sektioner og overførselstransaktioner: Følgende kontrolleres:
1. Det undersøges, om nedenstående oplysninger er identiske i leverancens sektioner.
- Betalingsafsenders CVR-nummer
- Betalingsafsenders registrerings- og kontonummer
- Dispositionsdato
- Overførselstype
2. Optællingen af antallet af overførsler og totalbeløbet er korrekt.
3. Dispositionsdatoen er en bankdag.
4. Dispositionsdatoen ikke ligger mere end fem dage tilbage i tiden.
5. Dispositionsdatoen er maksimalt 90 frem i tiden for kontonummer-baserede overførsler.
6. Dispositionsdatoen er maksimalt fire dage frem i tiden for NemKonto-baserede overførsler.
7. At der kan indhentes et NemKonto-nummer på basis af den modtagne identifikation af betalingsmodtager i en Nemkonto-baseret overførsel.
Fejl i data
Hvis der er fejl i en eller flere af oplysningerne nævnt til venstre, sker der følgende:
1. Er der uoverensstemmelser i oplysningerne nævnt i punkt 1, vil sektionen blive afvist. Den afviste sektion vil fremgå af leverancekvittering, som sendes til dataleverandør.
2. Finder Overførselsservice fejl i antallet af overførsler og/eller totalbeløbet, bliver hele leverancen afvist.
3. Er den angivne dispositionsdato ikke en bankdag, flytter Overførselsservice automatisk datoen til først mulige bankdag derefter.
4. Ligger dispositionsdatoen mere end fem dage tilbage i tiden, afviser Overførselsservice hele leverancen.
5. Skulle dispositionsdatoen ligge mere end 90 dage frem i tiden, afviser Overførselsservice den pågældende sektion. Den afviste sektion vil fremgå af leverancekvittering, som sendes til dataleverandør.
6. Er dispositionsdatoen mere end fire dage frem i tiden, og indeholder sektionen NemKonto-baserede overførsler, afviser Overførselsservice den pågældende sektion. Den afviste sektion vil fremgå af leverancekvittering, som sendes til dataleverandør.
7. Kan der ikke findes et gyldigt NemKonto-nummer, bliver den pågældende overførsel afvist. Afvisningen og årsagen vil fremgå af leverancekvitteringen sendt til dataleverandøren.